FREM Indblik

Innovation i kardiologi - wearables i klinisk praksis

Hvad kan vi bruge patienternes wearable-data til, og hvordan kan læger selv bidrage til sundhedsinnovation? Det var to af temaerne, da Diaco Hamawand besøgte FREM på Panum.

Diaco Hamawand holder oplæg om wearables i klinisk praksis på Panum

Et ur, der registrerer en uregelmæssig puls, kan være starten på en samtale i konsultationen. Men hvad fortæller målingen egentlig, og hvad skal vi som kommende læger stille op med den? Til FREMs oplæg med læge Diaco Hamawand fik vi indblik i wearables og deres plads i sundhedsvæsenet. Samtidig fik vi et perspektiv på lægerollen, som ikke fylder så meget i den almindelige undervisning: at være med til at udvikle de løsninger, vi selv og vores patienter skal bruge.

Når målingerne følger patienten hjem

Wearables har udviklet sig meget fra de første simple aktivitetsmålere. Ure og andre kropsbårne sensorer kan i dag registrere puls og aktivitet, og nogle kan også optage et enkelt-aflednings-EKG. For udvalgte målinger og under de rette forhold kan de levere brugbare og præcise data. Det interessante er især, at målingerne kan foretages i hverdagen, også når patienten har symptomer, der er væk igen ved næste lægebesøg.

Mange ure måler pulsen med fotopletysmografi, PPG. Her bruges lys til at registrere ændringer i blodvolumen i vævet. Det giver information om pulsen, men er ikke det samme som at måle hjertets elektriske aktivitet med et EKG. En besked om uregelmæssig rytme kan derfor give anledning til nærmere undersøgelse, men er ikke i sig selv en diagnose. Et læsbart EKG fra et ur kan derimod indgå i en klinikers vurdering af en mulig rytmeforstyrrelse.

Det er let at blive imponeret af, hvor meget et lille ur kan registrere. Men som læge er man også nødt til at spørge, hvordan data er indsamlet. Bevægelse, kontakten med huden og forskelle mellem enheder kan påvirke resultatet. Funktioner til eksempelvis blodtryksmåling har heller ikke nødvendigvis den dokumentation, der kræves for at bruge dem som erstatning for etablerede kliniske målinger. Tallene skal forstås sammen med patientens symptomer, sygehistorie og øvrige undersøgelser.

Flere målinger betyder heller ikke automatisk bedre behandling. Hvis vi opdager flere korte eller symptomfrie rytmeepisoder, skal vi stadig finde ud af, hvilke fund der har betydning for patienten. Ellers kan teknologien føre til bekymring og ekstra undersøgelser uden en tilsvarende gevinst. Det er forskellen på at kunne opdage noget og at vide, om det gavner at handle på det.

Der er også nogle helt praktiske spørgsmål. Hvordan får vi relevante data ind i et patientforløb uden at drukne i notifikationer? Hvem har adgang til oplysningerne? Og hvordan undgår vi, at mulighederne kun kommer dem til gode, der har råd til udstyret og er trygge ved at bruge det? Wearables handler derfor både om sensorer og om den måde, vi indretter sundhedsvæsenet på.

Sundhedsinnovation som læge

Den anden del af oplægget handlede om klinikerens rolle i sundhedsinnovation. Som læger kommer vi tæt på de situationer, hvor behandling eller arbejdsgange ikke fungerer godt nok. Den viden er vigtig, når nye løsninger skal udvikles. Men det kræver, at vi kan beskrive problemet og samarbejde med andre fagligheder, før vi beslutter os for, hvordan det skal løses.

Behovsdrevet innovation begynder netop med at undersøge et behov. Hvis en patient har svært ved at komme til gentagne kontroller, er svaret ikke nødvendigvis endnu en app eller mere udstyr. Først må man forstå, hvad der gør forløbet svært, og hvad der faktisk er nødvendigt at følge op på. Måske kan noget foregå hjemme, måske skal forløbet organiseres anderledes. Ved at holde behovet åbent giver man plads til flere mulige løsninger.

Forskning og innovation kan understøtte hinanden, men en lovende undersøgelse eller prototype løser ikke alene et problem i hverdagen. Løsningen skal også kunne bruges af patienter og personale, passe ind i arbejdsgangene og afprøves for, om den skaber den ønskede forbedring. Her bliver samarbejdet mellem blandt andre klinikere, patienter, ingeniører og designere afgørende.

For os som medicinstuderende er det en god påmindelse om, at man godt kan bidrage uden selv at kunne programmere eller starte en virksomhed. Man kan begynde med at være nysgerrig på de problemer, man møder, stille spørgsmål og lære at formulere et klinisk behov. Det tager vi med fra oplægget: Vi skal både kunne vurdere ny teknologi kritisk og være med til at udvikle den, så den tager udgangspunkt i patienternes behov.